“Never judge a book by its cover”
Min historie er måske lidt atypisk. Min kamp har været utrolig lang, kompliceret og ikke mindst utrolig hård for mig – både fysisk og psykisk.
Mit navn er Cecilie, og jeg er 21 år gammel. Som person har jeg altid været meget perfektionistisk anlagt, og har altid været meget målrettet . Jeg har altid ville gøre mit bedste i alt, jeg går ind til. Det har især været min træning og skole, men også passe arbejde og ikke mindst bruge tid med mine venner og familie. For ca. 2 år siden begyndte det at gå ned af bakke for mig. Jeg fik ofte ondt i maven og kvalme. En “trykken” på brystet som i starten ikke var så slem blev med tiden mere og mere tydelig. Men jeg har aldrig været typen der klager, så jeg ignorerede det ofte – lige indtil det blev rigtig slemt.
Jeg blev i omtrent et helt år undersøgt i nærmest alt, hvad der var muligt vedrørende min mave. Først var det gluten, jeg måske ikke kunne tåle, så laktose…. Senere var det fødevare der indeholde meget syre, min mave måske ikke så godt kunne tolerere. Det var måske også galdesten, jeg havde fået, så “fede” madvare skulle jeg også prøve at undgå, i en periode …. Senere måske en irriteret tyktarm, så her var der endnu en del madvare til samlingen, jeg skulle prøve at undgå…. Og det blev ved sådan. I meget lang tid.
Hver gang jeg fik noget nyt at vide, som måske var årsagen til, at jeg fik det så skidt, var det ligesom min hjerne bilde mig ind, at det var det, der var årsagen – også fik jeg mavekramper og så meget kvalme, at jeg til tider ikke engang kunne sidde op. Den “trykken”, der sad inden bag mit bryst, var der nu konstant.
Problemet var, at der nærmest ingen fødevare var i sidste ende, som jeg kunne føle mig sikker i, udover grøntsager og kød nærmest… Mit hoved var forvirret, jeg var forvirret, det hele var noget virkelig møg…. for hvad skete der lige med min krop? Jo, ser du, jeg tabte mig gevaldigt, fordi min krop ikke ret meget næring fik.
I sidste ende, fandt vi ud af, at problemet aldrig var maden, der gjorde mig skidt. Jeg havde fået stress. Alt gik pludselig op for mig, hvorfor jeg fik det dårligt på bestemte tidspunkter, og hvad der havde ført til det. Mit liv har altid kørt med 1000 km/t, hvis ikke jeg var i skole, har jeg altid trænet, være sammen med mine venner, været på arbejde, lavet lektier og afleveringer. Intet i min hverdag gik jeg halvhjertet ind til og sprang over hvor gærde er lavest. Alt skulle altid være så perfekt som muligt. Jeg slappede aldrig af, og søvn har altid været min sidste prioritet.
Samtidig med jeg startede til psykoterapeut, havde jeg et forløb på sygehuset, fordi jeg havde tabt mig forfærdeligt meget. Problemet var bare, at den behandling jeg fik, bare ikke var tilegnet mig. Først blev jeg sendt til Center For Spiseforstyrrelser, men der kom jeg hurtigt væk fra, da de godt kunne se, at jeg ikke hørte til der. Derefter fik jeg en henvisning til forløb ved en diætist, som skulle lave mig en kostplan, så jeg kunne tage på igen. Udover det skulle jeg til vejning hver 2-3 uge hos en sygeplejerske samt til en samtale ved lægen. Men det gik heller ikke.
“lægen kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne spise det”.
Jeg kunne ikke følge kostplanen, fordi jeg stadig fik mine mavekramper og havde det dårligt pga. stressen, også var det svært for mig at klemme alt det ned. Udover det var der en masse på planen, jeg virkelig ikke havde lyst til at spise, fordi det stadig “sad fast i mit hovede”, at mange af de fødevare jeg tidligere havde fået at vide, jeg nok ikke kunne tåle så godt, var årsagen til, at jeg fik det så skidt. Det sad stadig i hovedet på mig, at det simpelthen ikke var godt for mig, at jeg spiste de fødevare.
Til vejningerne havde jeg ikke taget på, kun tabt mig – lægen kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne spise det, der stod på planen. Så nu måtte jeg altså heller ikke lave noget motion. Faktisk måtte jeg nærmest ikke engang gå mig en tur, jeg skulle helst bare være så inaktiv som mulig. Side på min flade og spise.
Lige der, der faldt alt for mig til jorden. Træning har altid været mit frirum, stedet hvor alt andet i hverdagen bare kunne være lige meget. Jeg kunne være i nuet og koble fra alle mine problemer. Men de forstod mig ikke.
Jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp, og jeg var klar til at kæmpe. Jeg prøvede i en periode at tage sagen i egen hånd – det var også der, jeg begyndte at veje min mad. Jeg havde i så lang følt, at jeg havde mistet kontrollen over mig selv og min krop, fordi den var så ude af balance. En kontrol jeg manglede, fordi jeg altid har haft kontrollen i mit liv. Den kontrol havde jeg ikke mere, men jeg savnede den. Derfor prøvede jeg at finde kontrollen tilbage, ved at begynde at veje min mad. Det var ikke noget jeg tænkte over dengang, men den dag i dag, kan jeg se, hvorfor jeg havde behov for det.
Men jeg manglede noget. Jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp til at få mine tanker på plads igen i hovedet, så jeg mentalt blev overbevist om, at jeg kunne spise alle fødevare uden at få det skidt.
På daværende tidspunkt vejede jeg sølle 44 kg. med en højde på 169. Det er omtrent lidt over 20 mindre, end jeg blot vejede, da jeg var 17 år( Det skal siges, at jeg dengang var ret så muskuløs og trænede kunstskøjteløb på højt niveau, så muskelmasse havde også en indflydelse her).
Da jeg startede hos Steffenie, plukkede vi alt fra hinanden og startede fra bunden. Vi delte maden ind i zoner – det mad, jeg følte mig “sikker i”, det lidt mere “utrygge” og til sidst det, som jeg helst bare ikke ville røre, og som jeg mentalt var overbevist om, at jeg fik det dårligt af.
Jeg begyndte så småt at udfordre mig selv – altid små skridt af gangen. Det var enten en specifik fødevare, som jeg følte mig utryg i eller nogle forskellige retter. Jo mere og jo flere gange jeg udfordrede mig selv, jo mere gik det op for mit hovede og krop, at jeg jo slet ikke fik det dårligt af det – og det smagte jo faktisk meget godt.
Jeg begyndte også lige så stille at få trænet min “sultfornemmelse” op igen. Jeg blev mere og mere bevidst om, hvornår jeg var sulten, og hvad jeg havde brug for. I starten havde jeg svært ved at mærke, hvor meget mad jeg egentlig havde brug for. Jeg lærte også, at der heller ikke sker noget ved, at “bryde min mæthedsgrænse”, og derved spise lidt mere, end jeg troede, at jeg kunne.
Fortsættes i 2 del 🙂
