“Jeg har altid gerne villet være hende den populære, som andre så op til og fulgtes med. Hende, de andre gerne ville lege med som barn. Hende, der var kamp om. Hende, der blev snakket godt om. Hende, der altid blev inviteret med. Hende, der altid blev spurgt til råds. Eller, det troede jeg i hvert fald, jeg gerne ville, for jeg kendte jo kun til det modsatte. I stedet var jeg hende, som måtte følge med for at være noget, for ikke at stå alene og for at vise, at jeg var okay, selvom jeg langt fra var det. Hende, der blev valgt til sidst, når der skulle vælges hold i skolen; hende, der altid tog hjem fra skole alene. Hende, der sad hjemme fredag aften. Hende, der ikke blev inviteret til festerne. Hende, der højst sagde fem ord i løbet af en dag. Hende, der altid måtte sætte et fake smil op for at vise, at hun var okay, selvom hun inderst inde følte sig så utroligt alene og ensom.”
Men til sidst indså jeg, at jeg 100 gange hellere bare vil være hende, jeg nu en gang er, nemlig helt unik og god nok, som jeg nu engang er. Jeg lærte, at venskaber, bekendtskaber og at være social med andre; at være en del af noget, er dyrebart. Da jeg holdt op med at søge efter det, jeg troede, der var det bedste, fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene, og det mest dyrebare stod lige ved siden af mig – mennesker, der følte det samme som mig, og som jeg kunne snakke og være sammen med.
Oprindeligt skrevet til portrætserie hos United Colors of Denmark, i samarbejde med SMILET
