At frygte noget

Når vi bliver bange/angste og frygten taler, er det fordi, det vi skal betyder noget for os.  Det kan der være rigtig mange tanker og bekymringer forbundet med. Og tankerne; “ej det kan du ikke! lad hver, stop du bliver ydmyget, folk kigger på dig, folk tænker alt muligt om dig, folk dømmer dig, folk kan ikke lide dig osv”. Kan ramme mange gange. Nogle af dem er unødvendige og kommer alligevel aldrig til at ske, så de er bedst bare at give slip på. Spørg dig selv, “hvor lang tid af mit liv vil jeg bruge på at gruble over ting, når jeg kunne så meget andet?” og “gør det mig egentlige gladere eller kommer jeg tættere på en mindre frygt ved at gruble og bekymre mig mere om det?”

Jeg har selv alt for længe brugt krudt på at tænke på, hvad andre tænker om mig. Om de nu kunne lide mig, om jeg nu var som dem, gjorde som dem, sagde som dem, om jeg var sød, pæn, tyk eller for høj. Jeg har hele min skoletid prøvet at leve op til andre, gå deres veje, gøre det de gjorde. Kun for at gå hjem og være endnu mere ked af det. Fordi jeg stadig ikke gjorde indtryk, og lige så godt kunne have været et træ. Men jeg vidste ikke bedre, for det måtte jo være det rigtige at gøre, for at være noget værd. Men jeg ved nu, at det kun ødelagde mit selvværd og selvtillid endnu mere, og at mit syn på mig selv mest af alt var, at jeg ikke var noget værd, og ingen kunne lide mig. Jeg ved dog bedre nu. Nu vil jeg bare være mig, gå de veje jeg har lyst til, sætte mine egne spor, og hvis folk ikke bryder sig om det, så er det også okay. Nu har jeg mig selv med i det jeg gør, eller jeg stræber efter det. Jeg holder fast i mine værdier, og tror på mig selv. Jeg tænker for mange tanker, er til tider usikker, men også rigtig smilende, energifyldt med en masse humor. En drømmer, og ikke mindst en kæmpe fighter.
 
Jeg har lært, og er stadig igang med at lærer, at leve med alle mine sidder. Og ved du hvad, måske du skulle prøve det samme? Uden vores fortid så var vi jo ikke, blevet til dem vi er, og det er egentlig også okay cool. Jeg har nemlig erkendt, at mit liv ikke er perfekt. Jeg har meget tit følt, at jeg ikke hørte til her i verden. Men jeg har med tiden lært, at leve med det, så jeg kunne være i det. 
 
Så istedet for at gå indtil noget med tanken om, hvordan jeg skal være for at passe ind, går jeg ind til det med ydmyghed. Hvor jeg ved, at jeg er, som JEG gerne vil være. Og at jeg ikke skal leve op til noget.
 
Jeg begår også fejl, mange. Men jeg lærer af dem, siger pyt, erkender at der, var jeg ikke, som jeg gerne ville være, giver slip på det, jeg ikke har kontrol over, kommer videre, gør noget ved det jeg har kontrol over, eller siger undskyld, hvis det er det jeg har brug for. Der er ingen grund til at blive i de negative tanker, hvis vi ikke kan gøre mere ved det, der er sket. Tak fordi du læste med, og husk på du er ikke alene med disse tanker. 💕

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>